Klosterporten, Stiftelsen Sorø Akademi

I middelalderen var Sorø en ø, omkranset af vand på alle sider, og her lod Absalons far og farbrødre et Benediktinerkloster opføre i 1140. Det var det kloster, Absalon i 1161 overdrog til Cistercienserordenen, så der kunne opføres et nyt firelænget kloster. Og det er det kloster, som bl.a. Klosterkirken, Klosterbrønden og Klosterporten er dele af.

Porten har ændret udseende gennem tiden, og det samme har arealet på hver side af porten. Indtil slutningen af 1800-tallet lå to mindre huse på hver side af porten, bolig for henh. gartneren og udrideren. Ved en omfattende restaurering i slutningen af 1800-tallet blev de to huse fjernet, og erstattet af to lave mure. Samtidig fik Klosterporten det udseende, vi kender i dag, et to etages porthus med en ligeledes toetages tilbygning mod vest. Selve porten er hvælvet i fire hvælvsektioner, og på førstesalen er der tre store stuer ensuite. I sidebygningen ligger ”Saxos Celle” , hvor historien går på, at her skrev Saxo “Danmarkshistorien”.

“Saxo havde en særdeles Kjærlighed til Sorøe Kloster, hvor han ofte tilforn havde opholdt sig, og hvor han nu, med sin nye Herre Bisp Peder Sunesøns Tilladelse, forblev som Gjest, medens han lagde den sidste Haand paa sin mærkværdige Danmarks Historie”. – En skrøne, som Sorø stadig markedsfører byen med i turistøjemed – også selv om vi ved, at den nok ikke holder vand!

Som hovedentreprenør har Kopp Sorø fået den ære at forestå den delvise renovering af Klosterporten. Saxo´s celle skal renoveres indvendig, der skal udskiftes ovenlysvinduer, blyindfattede ruder skal istandsættes, Skorstene og det udvendige murværk skal restaureres,  og hele undertaget renoveres og etableres, hvorefter tagsten genlægges. Alt sammen med stor respekt for det gamle håndværk.

Arbejdet er i skrivende stund i fuld gang og forventes færdigt i løbet af foråret.

 

Bygherre: Børne-og Ungeministeriet, Økonomi- og Koncernafdelingen

Arkitekt: ERIKarkitekter

Hoved Entreprenør: Kopp Sorø A/S

Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med de dygtige håndværkere fra Kopp Sorø A/S og ERIK arkitekter.

- Jan Krüger, Brickhouse.dk

Kopp Sorø A/S – Fulbyvej 4A – 4180 Sorø – CVR. nr. 3338 4599 – Telefon 5784 9036 info@kopp-soroe.dk
Cookiepolitik  Privatlivspolitik