Herlufsholm Kirke

Den 29. november 1135 blev et Benediktiner-kloster, kaldet Skt. Peders Kloster, stiftet i Næstved. Som årene gik, voksede klosteret og den tilhørende kirke sig større og større, hvorfor den i slutningen af 1100-tallet blev flyttet ud af Næstved by og genopført på kirkens nuværende placering på Herlufsholm Allé. På denne tid lå kirken placeret som en fæstning på en ø omgivet af skov og mose, hvilket gav anledning til klostrets daværende navn ‘’Skovkloster’’. Ved Herluf Trolle og hustruen Birgitte Gøyes overtagelse i 1560 ændredes det officielle navn fra Skovkloster til Herlufsholm, som kan oversættes til “Herlufs Ø”.

I en kirke fra det 12. århundrede må man forvente slid og ødelagte dele. Som så mange andre Middelalderkirker bar Herlufsholm Kirke præg af tidens tand. Gulvet i kirkens skib var sunket sammen flere steder grundet det efterhånden gamle underlag. Der var konstateret skimmelsvamp bag flere af vægpanelerne langs kirkebænkene og rørføringen i væggene var ligeledes af ukendt stand og oprindelse. I samarbejde med bl.a. snedkerkonservatorer og Nationalmuseet fik Kopp Sorø derfor til opgave at restaurere dele af Herlufsholm Kirke.

Frem til starten af 2020 udførte Kopp Sorø både murer- og tømreropgaver i kirken. Indledningsvist var det vores erfarne tømrere, som nænsomt og forsigtigt skulle flytte det indvendige inventar, fx de mange kirkebænke, de 500 år gamle korbænke, samt dele af prædikestolen, så vores murere kunne reparere kirkens gulv og vægge.

Især restaureringen af gulvet var en større omgang, idet det eksisterende gulv skulle tages op – én teglsten af gangen, så vores murere kunne komme ned til det underliggende sandlag. Derefter stod Kopp Sorø så for prøveopgravninger i samarbejde med Nationalmuseet, så eventuelle skjulte skatte under jorden ikke gik tabt. I sandet skulle der graves kanaler til nye varmerør, hvorefter gulvet skulle genopføres med nye sten, men i det samme mønster og farver som før. Det var ikke en nem opgave, da Moses som holdt prædikestolens trappe skulle løftes og flyttes og trappen understøttet, mens gulvet nedenunder blev repareret.

Restaurering af bevaringsværdige bygninger har i mange år været et af Kopp Sorøs helt store specialer. Vores viden, erfaring og stærke kompetencer indenfor arbejdet med fredede bygninger, har gjort os til en efterspurgt samarbejdspartner og vi løser altid opgaverne i tæt samarbejde med fx Nationalmuseet, rådgivere og andre aktører for at sikre, at alt restaureres historisk korrekt.

 

Restaurering af kirkeinventar: Konserveringsværkstedet i samarbejde med Kopp Sorø
Murerentreprise: Kopp Sorø
Bygherre: Herlufsholm Sogns Menighedsråd i samarbejde med Nationalmuseet
Rådgiver: Arkitekt og rådgivende ingeniør Ankon, Per Schleiter.

Kopp Sorø A/S – Fulbyvej 4A – 4180 Sorø – CVR. nr. 3338 4599 – Telefon 5784 9036 info@kopp-soroe.dk
Cookiepolitik  Privatlivspolitik