02.10.2015

Modernisering af 12 lejligheder på Dr. Kaarsbergvej

Den store byggeaktivitet på hjørnet af Fægangen og Dr. Kaarsbergsvej i Sorø er slut og de små 1 – og 2 værelses ungdomsboliger er en saga blot. Sorø Boligselskab som ejer ejendommen har i stedet etableret 12 moderne og flotte lejligheder.

 

Sorø Boligselskab

Byggerådgiver Philip Winter Søndergaard, som var totalrådgiver på renoveringsprojektet på vegne af boligselskabet Ankerhus fortæller, at den store ejendom inden renoveringen var meget medtaget.

”Den gamle store røde bygning bar præg af, at være bygget i en tid, hvor man ikke tænkte på klimavenligt byggeri og den var samtidig plaget af skimmelsvamp. I realiteten stod man med lejligheder som ikke måtte bebos og valget stod imellem at rive bygningen ned eller totalrenovere”, oplyser Phillip Winter Søndergaard.

Boligselskabet valgte som bekendt at totalrenovere – nedlægge de 29 små lejligheder – og modernisere til store lejligheder i størrelsen 80 til 114 kvadratmeter. Projektet blev udbudt i licitation og her var det Kopp Sorø A/S som kom med det billigste bud.

 

Lars Mouritsen fra Kopp Sorø A/S fortæller om den spændende opgave som firmaet netop har afleveret. ”Både arkitekt og boligselskab bad om at energiforbedre ejendommen og bygget 12 lejligheder op igen helt fra bunden. Faktisk er det kun ydermuren som står tilbage af det oprindelige, resten er helt nyt. Der er kommet ny facade, beklædt med 200 millimeter isolering, lav energivinduer med støjdæmpning, nye installationer, nye ruminddelinger med flot lysindfald og så synes jeg, at bygningen er kommet til at fremstå harmonisk med de andre bygninger i området”.

Som totalentreprenør på opgaven har Kopp Sorø A/S haft en deadline for, hvornår opgaven skulle være færdig, forklarer Lars Mouritsen. ”Det kræver byggestyring og et godt samarbejde med de øvrige håndværksfirmaer på byggepladsen. På trods af at det har været en større opgave, så synes jeg, at alle har kæmpet flot for at få et godt resultat”.

Byggerådgiver Philip Winter Søndergaard fortæller, at der var gennemgang af de 12 lejligheder d.11. september, hvor lejlighederne skulle stå færdige. ”Jeg er meget tilfreds med byggeforløbet. For så stor en opgave, så kan der godt opstå overraskelser når man skal renovere en 80 år gammel bygning, men hovedentreprenøren Kopp Sorø A/S har været dygtige og lydhør for de ting som er opstået. Eksempelvis fandt vi undervejs i byggeprocessen ud af at det oprindelige etagedæk ikke var helt i orden, så der har man indbygget ekstra stålkonstruktion i etageadskillelsen uden forsinkelse i byggeriet”.

Lars Mouritsen oplyser, at der i perioder har været 20-30 håndværkere samtidig på opgaven. ”Jeg er selvfølgelig stolt over ros fra byggerådgiveren over det arbejde, som vores håndværkere har udført. Det betyder rigtig meget for os at resultatet er blevet som vi havde forventet og vi håber at de kommende beboere bliver rigtig glade for deres nye hjem”, udtaler Lars Mouritsen.

 


Tilbage

Copyright KOPP Sorø A/S